Gravtalen
Monolog af Martin Rosander Løkke

En mand står ved et gravsted en kold decemberdag:

"Hej skat..................... Jeg ville lige kigge op til dig......... Jeg har roser med, i din yndlingsfarve, du plejede jo altid at sige, at farven hvid stod for alt det der var smukt og uskyldigt.............

At bruge ordet uskyldig i forbindelse med dig, kan man vist godt kalde en overdrivelse af de større.

Jeg lærte hurtigt, at din uskyldige facade var din lille niche til at score.

Når jeg fortalt mine venner om dig, så fik jeg altid den samme besked, "Nå, er det nu dig, der er ugens tilbud".

"Ugens tilbud" - det blev hurtigt dit kælenavn til mig.

Selv da vi havde været sammen i 8 år brugte du det, når du havde været en tur i parken som jeg jo viste du besøgte med jævne mellemrum................. så sagde du altid, med en sukkersød stemme, der oste langt væk af skyld:

"Bliv nu ikke sur, lille pus. Du ved jo godt, at du altid vil være min favorit, min egen "Ugens tilbud"".

Så at kalde dig et dydsmønster vil være en løgn.

Du levede jo altid som om, hver dag ville blive den sidste...…………….. At det skulle vise sig at være en meget god idé.......... Det kan jeg godt se nu.

Jeg skal ellers love for, at det er blevet koldt.

De kloge siger, at der er gode chance for, at vi får en hvid jul i år............ Det er lidt underligt, at den første jul du ikke kommer til at opleve, skulle gå hen og blive hvid.

GUD HVOR JEG SAVNER DIG!!!

Hvor ville jeg ønske, du var her nu, så skulle du få en stor snebold lige i nakken...........

Desværre må jeg fortælle dig, at Jan og Peter heller ikke er her mere, deres kamp blev heldigvis ikke så lang som din ............................ det er SGU' også som om flere og flere af vore venner forsvinder lige så stille.

Faktisk er det ved at blive en vane, at gå til begravelser.... det kan til tider godt virke, som om jeg går mere til dem, end jeg går til fest.

Men om ikke andet, så har det hele været med til, at døden er blevet lettere for mig at klare.

Jeg reagerer ikke på den samme måde, nu om dage, som jeg gjorde, da du fortalte mig, at du var blevet konstateret HIV positiv.

Måske har jeg trods alt lært lidt, af det du sagde dengang.

Du kikkede på mig med dine smukke blå øjne og sagde: "Vi bestemmer ikke selv hvornår vi skal dø............................... Så det der virkelig betyder noget, er det man har opnået, mens man levede.".......................... Som sædvanlig måtte jeg give dig ret, hvilket gav dig den rædselsfulde chance til, at danse din sejrsdans.

Dans var bestemt ikke din stærkeste side. Jeg mener bare, selv en elektrisk ål på en stegepande, kunne gøre det bedre.

Jeg ved godt, at jeg lovede dig, at livet skulle gå videre, når nu du engang var væk........... Men jeg må SGU' HA' MERE TID........................

Tid til at vænne mig til, at du ikke er der, når jeg kommer hjem.

Jeg savner dine små kys på panden............................. Jeg ved godt, at det er små dumme bagateller.

Men det var jo de små ritualer som nu er med til, at savnet bliver større.......

Selv ting som førhen irriterede mig til det grænseløse, kan jeg i dag savne noget så forfærdelig.

Håndvasken der ikke var skyllet efter, når du havde barberet dig.

Eller når du, for jeg ved ikke hvilken gang, kom i tvivl om, om du nu også havde husket at slukke for strygejernet, inden vi tog hjemmefra.

Hvor har jeg mange gange måtte vende bilen for at køre tilbage, eller gået glip af mange leverpostejsmadder fordi jeg brugte min frokostpause til lige at køre et "ærinde".

Nå, dem på arbejdet kunne heldigvis se det komiske i det. Jeg må sgu også ha' set sjov ud, når jeg sådan for af sted, for at finde ud af om vi stadigvæk havde et hus at bo i, eller om vi ville være pisket til at flytte ind hos min mor igen. De er nu nogen dejlige kollegaer af have. Hvor har de egentlig måtte lægge øre til meget af mit brok over din hukommelse - eller mangel på samme.

Nå, de har nu været en helt fantastisk støtte for mig her den sidste tid.

Tro det eller ej, jeg kan stadig finde på at kalde på dig, hvis de sender noget i fjernsynet, som jeg ved vil interessere dig............ Ja, jeg kan ligefrem blive hel gal over, at du ikke svarer mig, når jeg kalder.....................

OG SÅ ER DET FANDEME SVÆRT......... AT LEVE VIDERE!

Du tog faktisk lidt af mig med dig i graven..........……….. Jeg kan ikke, uanset hvor meget jeg prøver, føle mig som et helt menneske uden dig.

Jeg be'r dig, bliv nu ikke sur, så det begynder at tordne og regne.......

Hvordan skal man nogensinde, kunne sige farvel til den mand, man har elsket så meget, og som dag efter dag, har været en del af en selv. Beklager, men jeg magter det altså ikke endnu.

Din mor ringede i går, hun har en helt speciel evne til på forhånd at vide, hvornår jeg er nede i kulkælderen. Når jeg savner dig mest, ringer telefonen altid, og hendes glade stemme siger " Nå, hvordan har min søn nummer 2 det så i dag?" Og selvom jeg tit prøver at skjule, at jeg er nede, så ved hun det.............. Hun siger det ikke, men jeg kan føle det.

Men hun glemmer heller ikke, at jeg til tider har brug for at vide, at jeg var der for dig.

Når jeg fortæller hende om min tvivl. Siger hun altid:  "Du gav ham en stor gave.............. muligheden for at bevare sin værdighed, til det sidste" .

Hvis bare jeg vidste det med sikkerhed, så kunne jeg måske være mere rolig.

Nå, jeg må jo stole på din mor.

Begge vores familier har nu været helt fantastiske til at hjælpe mig igennem det her, specielt din søster har jeg fået et fantastik forhold til.  Et par dage efter din begravelse, kom hun ud til mig.

Hun ville spørge om hun måtte få nogle af dine ting, så hun havde noget til minde om dig.

Jeg gav hende alle dine gamle 78’er plader. Så slap jeg da for at skulle høre dem mere.

Bare rolig hun fik nu også andet. Vi gik alle vores billeder igennem, for at finde et til den gammel sølvramme du fik efter din farmor......... Det tog sin tid kan jeg godt fortælle dig. For så faldt vi over nogle, som hun aldrig havde set, og så måtte jeg jo prøve at forklare hende, hvor og hvornår de var taget.

Men jeg kom godt nok på lidt af en opgave, da hun fandt et meget intimt billede af dig og ham den unge fyr du havde med hjem, sidste sommer…………… 
Hvad var det nu han hed? Tænk dig jeg kan ikke huske hans navn, og det irriterer mig faktisk. Hvorfor kan jeg ikke komme i tanker om navnet; det var jo ham der ødelagde vores liv. Eller som delvis var skyld i, at dit liv blev så kort.

Nå det er også lige meget nu. Men jeg fik bildt hende en eller anden historie på ærmet om at det vist var en af dine gammel kærester, fra før min tid.

Da hun var gået, rev jeg det i stykker.

På vej ud ad døren spurgte hun, om jeg havde noget gammel tøj af dit.

Først gik jeg total i forsvarsposition. Jeg kunne virkelig ikke se hvilken glæde hun ville kunne ha' af at få det.

Faktisk syntes jeg lige i det øjeblik, hun spurgte, at det var en lille smule sygeligt, men da hun fortalte, at din familie var blevet enige om at lave et mindetæppe, faldt jeg lidt ned. Jeg indrømmer, at jeg løj overfor hende, da jeg sagde, at jeg ikke havde noget mere, men at jeg ville kikke i nogle gamle kasser som stod på loftet

Jeg kunne ikke få mig selv til at fortælle hende, at jeg stadig har dit tøj hængende i skabet........…. Jeg burde for længst ha' smidt det ud. Det ved jeg godt, men det giver en dejlig form for tryghed, at have det i nærheden af mig ....... Så kan jeg altid gå hen og tage en af dine skjorter indsnuse duften af dig, når jeg savner dig mest........

Og for et øjeblik, er det som om du stadig er her. Jeg glemmer mine sorger, og alt er som i gamle dage, i et kort øjeblik ....................... hvem er det der er sygelig nu?

MEN, en dag er den vel også væk og så er der kun minderne tilbage..............

Og så hjælper det selvfølgelig også lidt, hvis jeg forestiller mig, at du sidder oppe på din LYSERØDE sky .............. og holder øje med mig. Det giver en dejlig form for tryghed, at ha' dig som min skytsengel.............

Ak ja, her står jeg så nu, som en anden landsbytosse og snakker til en sten. Som om den kan give mig et fornuftigt svar på, hvordan jeg skal komme videre.

Men, hvis du kan høre mig, skal du bare vide, at uanset hvor meget jeg prøver, at fortælle det til dig, så er der intet ord...... ingen sætninger...... der nogensinde kan beskrive, hvad du betød for mig..............